Opslag
Når jeg læser herinde om alle jer der glæder jer så meget til at holde ferie med jeres børn, så får jeg helt ondt i maven....for selvfølgelig glæder jeg mig også til at holde ferie med min familie, men 3 uger med Oscar (uden børnehave) det virker helt overvældende for mig lige nu...!
For jeg føler virkelig en afmagt lige i øjeblikket....jeg syns vi kæmper og kæmper med ham...hele tiden...hver dag....! Og jo, der er da også dejlige stunder imellem, helt bestemt - men de er altså lidt kortvarige og bliver næsten med det samme afløst af trods, bandeord, sure miner og generel træls adfærd!
Jeg ved ik hva det er med ham...måske tackler vi ham helt forkert? Han er knapt 3½ år og i dag, da jeg irettesatte ham, eller skældte ud om man vil, svarede han "din dumme kælling" til mig!!!! Jeg var virkelig chokeret....!!! For selvom han bander, så har han ALDRIG sagt den slags grimme ting før....jeg var målløs og bad ham gentage hvad han lige sagde, for jeg troede sku jeg havde hørt forkert...og så kom den igen! Efter et par sekunders beherskelse fra min side, trak jeg ham hen til mig og bad ham fortælle hvem der havde lært ham at sige sådan - den slags hører han absolut ikke herhjemme! Det var en af de andre drenge fra børnehaven der havde lært ham det sagde han...
Jeg spurgte ham også om han vidste hvad det betød og det gjorde han selvfølgelig ikke! Og det var jeg jo klar over fra starten, han siger de ting han hører de store børn sige, men han aner jo ikke hvor grimt det er at sige sådan! Og jeg blev faktisk utrolig ked af det....at høre SÅ grimme ord fra min lille drengs mund....og sidder nu her med tårer i øjnene igen, for det kom virkelig helt bag på mig....Selvfølgelig forklarede jeg ham at det var et meget meget meget grimt ord han havde sagt og at han aldrig måtte sige sådan til nogen mere! Jeg kunne jo dårligt skælde og smælde, for det bette hovedet aner jo ik hvad det er han siger....
Men for pokker, hvor jeg syns det er hårdt, at kæmpe med den slags hele tiden....og jeg mener virkelig hele tiden! Jeg knuselsker min dreng og har altid synes at han var det mest charmerende og bedårende væsen, men på det seneste har han nærmest forvandlet sig til sådan en børnehave-rod som man slet ik kan hygge sig rigtigt med - jeg har det frygteligt over at skrive det, men det er virkelig som om vi slet ik kan sammen lige nu! Og for dælen hvor gør det ondt! Heldigvis (hvis man kan sige det) er han slet ikke sådan overfor andre...trods alt er det kun herhjemme (og så i børnehaven åbenbart) at han er SÅ bandit agtigt....
Jeg savner virkelig hygge stunder med min dreng, jeg er led og ked af at skælde ud, jeg føler mig som en elendig mor fordi det altid kører helt af sporet, uanset hvor gode intentioner jeg har om at "nu skal vi have en god dag og ikke være uvenner"....men måske sætter jeg bare mig selv op til at fejle ved at tænke sådan....
Åh hvor jeg har brug for at høre fra alle jer andre med børn...både børn som er i samme alder men også fra jer med større børn - har I været det samme igennem????? Er det normalt??? Er det en fase når man er 3½????
Og er vi virkelig nået dertil hvor man skal høre ordene "din dumme kælling" fra sin 3 årige fordi han lærer det i børnehaven????? Jeg er chokeret....og rigtig rigtig ked af det! ÆV!
Åh jeg har bare lyst til at give dig verdens største trøstende krammer! Jeg kender det! Godt nok har Rasmus ikke som tre årig kaldt mig kælling, men det begynder jo tidligere og tidligere. Har du fortalt det i børnehaven, at han har sagt sådan? For det er da klart noget de vil være opmærksomme på. (Kan lige se for mig to små unger der bag et træ står og lærer hinanden bisse tricks! :)
SvarSletOg gu er den tid hård mens kampene står på. Jeg har præcis haft de tanker som du har med tre ugers ferie! Det er fandme ikke for børn! Men det er altså som om roen sænker sig, når ungerne lige er afklimatiseret fra børnehaven. Sådan er det i hvert fald hos os.
Rasmus er nu 8½ år og han er sgu stadig noget af et stykke at prøve kræfter med. Ind imellem er han bare så provokerende, og så tænker jeg nemlig også; hvad blev der af mit søde og kærlige barn...
Så trøst dig med, at din dreng er som han skal være. Han er bare løbet ind i en bandit, der er længere fremme end han er OG er i en periode hvor han prøver grænser af :)
Hej
SvarSletJeg vil bare sige at jeg føler med dig og får helt ondt i maven, når jeg læser dit indlæg. Min Victor er 2½ og går i dagpleje, han er så meget i trodsalderen for tiden og jeg tænker også tit, om det er os der tackler ham helt forkert? Han råber og skriger, har dog ikke sagt dumme kælling .... de ord har han heldigvis ikke lært endnu... Men nogle dage siger han og gør han ting, som også gør mig virkelig ked af det. Jeg tænker bare, at hvis man giver sine børn en kærlig opvækst og giver dem opmærksomhed... hvad kan man så ellers gøre? det er jo faser de går igennem, og heldigvis forsvinder de og bliver så erstattet af nogle nye... tjaaa.. det bliver man vist ikke meget klogere af alt det her, men vil blot sige at du ikke er alene...
Kh Pernille
Åååh hvor jeg føler med dig Malene - ja, som du ved er Oliver kun knap 2 år nu, så er jo slet ikke samme sted som dig i det her. Men Oliver er også kommet i trods alderen nu og han hyler og råber og skriger (og slår :( ) - så afmagten kender jeg.. Men ja det er en fase (siger alle de kloge hoveder), men øv hvor er det hårdt mens det står på.
SvarSletVed egentligt ikke hvor jeg lige vil hen med dette indlæg, men kæmpe knuser til dig i hvert fald. Hold ud!
Knus fra Maria
Stort knus Malene og forstår hvorfor du blev så ked af det med de ord fra sådan en lille mund. Jeg ville helt sikkert også nævne det i børnehaven. Ja ja der vil komme en masse grove ord - Emil bander og svovler men han ved jo også godt det ikke lyder så godt og er klar over vi ikke vil høre den slags.
SvarSletI skal nok få en fantastisk ferie - ingen tvivl. Giv ham lidt tid og plads til at finde sig selv nu hvor han ikke skal være i børnehaven. Del jer evt. også op så dig og Oscar skal et eller andet helt særligt sammen - planlæg det sammen med ham - måske bare en cykeltur med madpakker i rygsækken det behøver jo ikke være det vilde.
Men nej du er ikke alene vi kæmper også mange kampe men vi plejer nu altid at finde ud af det i ferierne, hvor tempoet i forhold til hverdagen heldigvis er helt anderledes :-)
Endnu engang tillykke med dine forældre....vi skal til sølvbryllup ved vores genboer i morgen tidlig :-)
Knus
Åhhh, også et stort knus herfra. Kender kun alt for godt, hvordan det er, når man synes man går rundt og skælder og smælder, så snart man åbner munden. Jeg har 3 skønne unger, men de prøver bestemt også grænser af, næsten hele tiden.
SvarSletVores den store pige på 10, er nok pt. i det man kalder pre-pubetet. Hold da "ferie", det trækker tænder ud. Jeg kan ikke huske hvornår det startede. Men mindes ikke at der har været de store problemer med hende i bh. Vores dreng på 7, har også haft sine turer i bh., med mange "mærkelige" ord, som han ikke vidste hvad betød, og det eneste sted hvor han kunne finde ud af, om det var okay at bruge dem, var hjemme. Og det er nok også det Oscar prøver af... Jeg synes det er rigtig fint at du forklare ham, hvad det betyder, og at du ikke skælder ham for meget ud. Han skal selvfølgelige vide at det ikke okay.
Vores den mindste er knap 2 år, så der er ikke de store problmer der... endnu ;o)
Håber I får en god ferie trods alt :o)
Og kan kun tilslutte mig, Mette. Smør en madpak og tag på picnic eller andre små ture. Spørg evt. ham hvad han har lyst til.
God sommer.
KNUS
Ååååh altså piwer....tusind tak for jeres opmuntrende ord....nu sidder jeg her og tuder igen! Fordi jeg stadig er ked af det (og nok lige pludselig også lidt ked af at min dreng blir så stor og jeg ik rigtig kan følge med!!!)...men også fordi jeg er lettet - hvor er jeg glad for at jeg ikke er den eneste der oplever de her rådne kampe, som man bare helst vil være foruden! Og lettet fordi jeg nok skal lægge de dumme tanker fra mig, de dumme tanker der hvisker til mig "om det nu også er helt normalt??"
SvarSlet1000 1000 tak for jeres ord...jeg føler mig lettet og meget meget mindre alene i "mor-junglen" :-)
KNUS og go sommer aften til jer alle:-)
Åh, Malene - du får altså også lige en kæmpe krammer herfra mig! Jeg ved hvordan du har det. Godt nok har ingen af mine børn endnu lært de grimmeste ord - hverken på tysk eller dansk, men det du skriver med at man slet ikke føler at man kan hygge sig med sit barn, fordi det bare er grænseprøvning og skæld ud hele tiden - det kender jeg udemærket.
SvarSletVi har faktisk netop været igennem sådan en periode med Bertram. Fra at være vores lille charmetrold som altid var sød og kærlig blev han meget grænsesøgende og fræk. Pludselig var vi dumme mor og far og lorte mor og far hele tiden, og hver gang vi prøvede at trænge igennem til ham, gik han bare sine egne veje. Både i bogstaveligste forstand og i tankerne.
Dog var vi ret overbeviste om hvad der udløste den nye trodsfase. Nemlig at han blev storebror og ikke længere var den lille. Det tror jeg virkelig har været et kæmpe chok for ham. Han har altid været meget morknyttet og jeg er da sikker på at det har været super hårdt for ham, at se mor nusse og kysse lillebror, og lige pludselig forvente meget mere af ham end jeg tidligere har gjort. På én enkelt dag skiftede han position, og det tager bare tid at finde sin nye plads i familien.
Det har taget lang tid synes jeg, og det er faktisk først nu hvor Alfred er 8 måneder, at det er begyndt at lette lidt. Vi giver ham lov til at være med til alt hvad der omhandler Alfred. Bleskift, badning, putning, madning osv., og derudover sørger vi for at give ham så meget alenetid som det er muligt med tre børn i huset.
Han ville f.eks. også lige pludselig have hjælp til ALT, som han før vi fik Alfred sagtens selv kunne finde ud af. F.eks. at tage tøj på. Vi gav ham i et langt stykke tid lov til at være lille og hjælpeløs igen og hjalp ham med de ting han ville have hjælp til. Først nu er han ved at begynde at få lyst til at være storebror - altså STOREbror
Nu er Alfred også blevet så robust, at Bertram kan få lov til at bære lidt rundt på ham, og hjælpe til med at passe på han ikke får fat i ting han ikke må, når han kravler rundt og udforsker verden. Det kan vi mærke gør ham rigtig stolt og glad. Det giver ham atter en tro på at han er uundværlig for os og giver ham lysten til at være stor og knap så trodsig.
Det kan jo måske tænkes at det er det samme Oscar går igennem?? Det er virkelig et chok for børn at få en mindre søskende og det er meget forskelligt hvordan de takler det. Nogle trækker sig lidt tilbage og andre skriger på den opmærksomhed de føler de har mistet. Måske er det det han gør, og så får han den også - i form af skæld ud.
Det var den onde cirkel vi kom ind i med Bertram. At det lige pludselig var den negative opmærksomhed han søgte (og fik), for det er jo bedre en ingen opmærksomhed. Ikke at vi ikke gav ham opmærksomhed, men uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvor meget man prøver, så vil der jo uundgåeligt gå noget opmærksomhed fra den ene/de andre søskende når der kommer en ny til.
Du kan ikke gøre andet end at elske din lille dreng, som du jo gør, og rumme ham i den udfordrende periode han går igennem. Det skal nok blive bedre!!.....og så kommer der sikkert en anden rynkefremkaldende fase ;o)
Kram Ulla.
Søde Ulla...også 1000 tak for dine ord...hvor det bare hjælper at vide at man ikke er alene i alt det her mor halløj - når det er ens ældste barn vil der jo hele tiden komme nye udfordringer til, og nogle er jo sværere at håndtere end andre! :-)
SvarSletJeg har slet ikke tænkt, at det måske også hænger sammen med at Oscar er blevet storebror...det kan faktisk godt være, at det også spiller ind - det har jeg bare ikke skænket en tanke, for Victor er jo 7 måneder nu, så jeg har tænkt, at den reaktion der måtte komme sikkert var ovre nu...men det er da langt fra sikkert at det er tilfældet!!! Hvor er det bare skønt med alle jeres inputs, det giver mig nye vinkler og anderledes måder at gribe situationerne an på - nye vinkler, som jeg ikke selv havde set, fordi jeg føler, at jeg er kørt fast!
Endnu engang 1000 tak søde Ulla (jeg har lige kommenteret dit skønne indlæg om Rørvig - dine billeder gav et sus af alt hvad der emmer af dansk sommer:-)
KNUS Malene
Jeg er sikker på at alle forældre til tider har denne følelse af afmagt og tvivl på om det vi gør er rigtigt (dem der siger de ikke har, har det nu nok også en gang i mellem)
SvarSletMine er nu 9, 11 og 14 og det sker at døre bliver smækket hårdt i, at det hvide bliver vendt ud af øjnene og at de svarer igen. Det kan være rigtigt hårdt og somme tider ønsker man dem også hen hvor peberet gror, men heldigvis er der da flest gode oplevelser.
Med hensyn til de grimme ord som de lærer er det helt sikker et spørgsmål om at de skal prøves af derhjemme hvor han er på sikker grund og jeg tror ikke at han taler sådan til de voksne i børnehaven. Jeg oplever i hvertfald som pædagog ofte at forældre taler om hvor stride og umulige børnene er derhjemme, men hvor vi ikke har det billede af børnene i børnehaven. Selvfølgelig lærer de også de mindre pæne ord men det er jo en del af en helt almindelig udvikling. Det gjorde vi jo også som børn.
Nu har du vist næsten fået gode råd nok :) og alle disse skønne kvinder har ret. Alle børn har en fase. Jeg husker tydeligt da jeg en morgen sad i min bil foran arbejdet og ringede op til en børnepsykolog. Bad ham besøge mig så han kunne iagtage min datter, da sagde jeg også til ham at jeg faktisk ikke havde lyst til at være sammen med hende, at jeg næsten havde lyst til at skubbe hende væk. Han sagde til mig at jeg sku huske at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed(!)
SvarSletVi har stadig vores kampe, men jeg prøver at sætte mig i hendes sted hver gang der opstår en konflikt.
Og ja som Lena skriver, tag på nogen små ture, måske bare hen på legepladsen lige om hjørnet med et tæppe og en pakke kiks. Bare så han føler at du er der 100% og han kan skrige "se mor, se mig" ligeså tosset han vil :)
Hej Malene
SvarSletEn stor krammer herfra :)
Lyder som nogle rigtige gode råd - jeg har desværre ikke nogen da min lille dreng stadig er lille. Men frygter børnehaven og nyder ham sådan her så længe jeg kan...
Kan godt følge dig med tanken om at man ikke selv kan følge med i udviklingen - de bliver lige pludselig store og mister lidt den der uskyldighed, men så for man sikkert noget andet som man ikke fik før:)
Puha sidder lidt med tårer i øjene og vil bare have min lille dreng skal være lille for altid:)
Krammer;)
Som en mormor kender jeg alle de situationer mine børn og børnebørn er igennem. Jeg var alenemor og min den yngeste var "Klodernes Kamp" lige fra hendes fødsel og ja selv idag hvor hun er 37 år. Hendes ældste, dreng 4½, gør det samme som din og den eneste måde (som jeg brugte på mine to døtre) er at ignorere den lille og man skal endelig ikke give sig til at grine, for så ødelægger man det for sig selv hihi.. Det kan ikke tælles hvor mange gang jeg måtte ud på badeværelset og bide i håndklædet (for IKKE at til at komme til at grine i barnets nærvær)Det er en ringe trøst, men du overlever det og ja børnene bliver store ALT for hurtige. Kram
SvarSletEt lille indspark for en i samme båd: prøv at læse lidt Jesper Juul på Vores Børns hjemmeside (dette er ikke en reklame - jeg er bare vild med Jesper Juul og hans indgangsvinkel). Jeg har kunne bruge meget af det i en stressende hverdag med 3 små børn i huset. Phu ha - bølgerne kan gå højt!
SvarSletVh Eva
Kære allesammen,
SvarSletEndnu engang tak, tusind tak for jeres skønne og meget meget brugbare kommentarer! Jeg har fået masser af gode råd, opbakning og troen tilbage på, at "det er helt okay" og at Oscar er en ganske almindelig 3 årig - hverken værre eller bedre:-)
Og det skal I have tak for - måske det allerede har virket, måske er det min og vores adfærd omkring ham der har ændret sig efter vi har haft fokus på emnet, for det går faktisk allerede lidt bedre....så jeg krydser fingre for at det fortsætter sådan:-)
Knus og dejlig dag til jer allesammen:-)