Dagens selverkendelse og tanker om barsel....

Jeg er kommet i gang med at læse Julia Lahme´s "Hvor lagde jeg babyen?"...hold nu op, den er sjov! Sad helt alene og læste i går og grinede højt ud i en tom stue flere gange. Hun har en fantastisk humoristisk og skøn måde at beskrive moder/forældreskabets glæder og bekymringer på - det sætter lissom ens egne "lyserøde" forestilliger lidt i relief---altså jeg har jo prøvet at have et lille spædbarn før, og God knows at vores Oscar på nu 2½ og en sjat til kan sætte os på prøve, men alligevel....jeg har nok en vis forestilling om at DENNE gang...DENNE barsel bliver dér, hvor jeg når at skrive en børnebog, male tonsvis af genbrugsmøbler, sy børnetøj i hobetal, begynde at løbetræne og tabe mig 10 kg. (læs; det dobbelte tak!!), lave urtehave, sætte legehus i stand, male flere billeder osv osv osv osv osv.......

MEN mon ikke jeg skulle komme tilbage til den virkelige verden igen...dén hvor man kun sover 2 timer i streg før der igen skal mad på riven, hvor storebroderen er trodsig og hysterisk, hvor man glemmer at ens mand også eksisterer, hvor sex er en by i Rusland, hvor man har jogginstøj på dagen lang og dér hvor fedtet hår nærmest hænger uløseligt sammen med tør hud og uplukkede øjenbryn??

Eller kan det lade sig gøre at finde en middelvej?? Findes der virkelig måder, hvorpå man kan nyde sin nye baby, sin store dreng, føle forelskelsen til sin mand på ny, stadig hænge sammen fysisk og psykisk, have rent tøj på hver dag og så skide højt og flot på kalorier og for mange kilo og så ellers bare nyde livet, hinanden og alt det nye der sker??

Er vi ikke bare for gode til at male det hele lyserødt og blæse drømmen helt op på den pidestal i skyerne som er så uopnåelig? Jeg mener, nogle formår jo virkelig at holde alle de bolde i luften, men hvordan dælen gør de??????? Og aller vigstigst, hvordan gør de uden at miste sig selv undervejs?

Da jeg gik på barsel med Oscar og det hele var nyt og intet var logisk for mig og hormonerne piskede rundt i mit opsvlmede korpus og amningen bare ikke ville køre og jeg tudede i 14 dage i træk havde jeg pludselig følelsen af, at jeg var blevet væk for mig selv!

Helt basale ting var bare forsvundet...nogen havde trykket på delete, erase and rewind,  for jeg anede ikke om jeg kunne lide leverpostej med agurk? Havde jeg egentlig været i bad denne uge? Brød jeg mig om at læse krimier? Syns jeg "Friends" var sjovt eller ville jeg hellere se "Deadline"? Skræmmende....til alt held fandt jeg mig selv igen - nogen havde i nattens mulm og mørke puttet mig og alle mine meninger og holdninger ind i et skab! Vi var pakket helt ind bagerst i "MODERSKABET" og dér kunne vi ellers blive indtil vi havde kræfter til selv at kæmpe os ud forbi lortebleer, sutteflasker, rangler, gylp og hagesmække og en masse andet (vidunderligt) skrammel, som var stablet ind foran os!

Men UD kom vi...og jeg er sikker på at jeg nok skal falde i nøjagtig den samme (forældre) fælde igen denne gang - for det gør vi jo med glæde...vi elsker vores afkom fra det øjeblik de stikker deres lille rynkede og fedtede krop ud i verden og der er intet intet intet ABSOLUT INTET som skal forhindre os i at gøre det aller ypperste for at de skal mærke den store kærlighed vi har til dem fra første øjeblik og resten af livet...

Eller er det bare mig??? :-)