Jeg har været fraværende siden den 4 november fordi.....

Jeg har intet skrevet eller postet eller spammet med billeder på denne blog siden 4 november. Intet. Som i nada.


.....


Zip.


Hvad fanden sker der for det? Det er da ikke okay. Og jeg sidder nu og tænker på, at jeg skal være heldig hvis der er en enkelt stakkels sjæl eller 2 der forvilder sig ind og læser med nu, endsige være så vanvittige at de smider en kommentar til mig.


Men jeg håber.


Jeg har ikke helt opgivet min blog endnu. Selvom jeg har været "væk", så har jeg stadig nydt godt af at læse med hos alle jer andre. Så tak for det. I er sku lige så kreative, inspirerende og levende og entusiastiske som I altid har været - det er bare her det har haltet.


Ikke at jeg skal begynde at komme med undskyldninger for mit fravær, nej neeej det vil jeg slet ikke begynde på. Dertil er vi alligevel ikke kommet. Men en naturlig forklaring har det dog.


I korte træk, meget korte træk.... en nedtur tog sin begyndelse i efteråret, jeg forsøgte at holde skruen i vandet og jonglerede med børn, mand, hus, ombygning, fuldtidsjob og krise i mit liv.


Og det slog fejl - naturligvis slog det fejl, for der er ingen der er lavet af sten. Og jeg havde det bare så dårligt.


Så faldt hammeren, jeg blev sygemeldt med en depression. Livskrisen havde ramt mig. Pludselig befandt jeg mig i en situation, hvor jeg som 32 årig kun kunne overkomme og overskue at aflevere mine børn i institutionen og hente dem igen. Resten af tiden var jeg bare en tom skal. Eller også sov jeg. Jeg var træt langt ind i min sjæl, som på det tidspunkt følte at den var 94 år! Langsomt begyndte de små fremskridt at melde sig, pludselig kunne jeg også klare at være i Føtex i 10 minutter. Næste gang var det måske 15 minutter.


Processen er stadig i gang. Jeg er stadig sygemeldt. Men jeg har i dag lavet en rigtig god plan med min chef, som heldigvis er enormt sød og forstående og hjælpsom. Så nu ved jeg hvordan jeg skal komme tilbage på arbejdsmarkedet og mit gamle job. Jeg ved også hvornår. Jeg ved også hvad jeg skal foretage mig indtil jeg skal tilbage. Helingen fortsætter. Og jeg hænger i.


Med næb. Og kløer.


For.mit.liv.er.for.kort.til.at.have.det.så.dårligt.


Så nu har jeg altså også fået modet til at fortælle om min situation herinde. Og modet til at sige "jeg håber at lidt af jer stadig er her".


Jeg har allerede planlagt flere indlæg de kommende dage, så I bliver ikke ladt i stikken igen.


Lad os aftale at 2014 skal være den nye start.


Et spændende, friskt og sprødt år venter mig forude. Og I er inviteret med.