Når man ser sig selv for aller første gang.

Det her indlæg har jeg været meget i tvivl om jeg skulle skrive. For det er meget personligt.
Jeg bringer mig selv i puljen og deler noget, som måske ikke burde deles.
For personligt, det er det.


Men jeg tror det er vigtigt for mig at gøre det. En vigtig brik for mig, i mit lille puslespil.


Som jeg allerede har skrevet om, så har jeg haft en rigtig dårlig periode, hvor jeg har haft det psykisk dårligt. Og blev sygemeldt. Og så var der faktisk tid og rum, også mentalt, til at fundere over, hvad der går galt. For mig.


Egentlig ser jeg mig selv som en meget ressourcestærk person. Jeg deltager i en masse arrangementer, jeg er bestyrelsesformand for hele vores dagtilbud, jeg stiller op og gir en hånd i vores lokalområde, hvis der er behov for det.
Hjemme synes jeg også jeg er meget ressourcestærk. I forhold til min mand og vores unger. Jeg prøver at være det - det lykkedes som regel.
På mit job vil jeg også gerne hjælpe alle vegne, lære nyt og sætte mig ind i alle de elementer, som er en del af mit job.


Men hvad er det, der går galt for mig? Hvorfor rammes jeg af sådan en nedtur...?


I den tid jeg har været sygemeldt, har jeg virkelig - nærmest for allerførste gang i mit liv - vendt blikket indad. Kigget, studeret og gransket. Fjernet alle de skæl, jeg ellers har haft for øjnene, når jeg har skullet vurdere mig selv og mit liv. Alt er ligesom blevet taget op til revision, alt har været sat under lup.


Det har affødt en form for rejse, som jeg har begivet mig ud på. Jeg har set kritisk på alle elementerne i mit liv og sagt JA eller NEJ. Jeg føler en helt anden bevidsthed omkring det at vælge noget til eller fra. En del af min opdagelse i denne selv-granskning har været, at jeg kan se et adfærdsmønster i mig selv, som er så selvforstærkende, at det næsten ikke er til at holde ud.


Pleaseren.... hende der gerne vil elskes og holdes af af ALLE, hende som gerne vil gøre alle tilpas. Hende som har BRUG for anerkendelsen. Hun bor virkelig dybt i mig. Og det må hun også gerne. Men nu er det tid til, at hun ikke fylder så meget mere. Så der bliver plads til MIG.


Og det er NU det skal ske. Det er NU jeg vil ÆNDRE det mønster, som er medvirkende til, at jeg driver mig selv ud, hvor jeg ikke kan bunde. Derude, hvor jeg drukner mig selv i opgaver, ting jeg føler jeg skal og bør. Derude hvor jeg vifter panisk med armene og træder vande for at undgå at synke til bunden. Derude hvor jeg til sidst kaster håndklædet i ringen og råber "HJÆLP - JEG KAN IKKE MERE!"


Jeg går hos en virkelig dygtig psykolog, som er fantastisk nærværende og reflekterende. For jeg ER kommet langt. Og jeg har virkelig gennemgået en sund proces allerede. Men den sidste del - den del, hvor jeg aktivt skal ændre på noget, som er så rodfæstet i mig selv....den har jeg brug for hjælp til. Redskaber der kan hjælpe mig. Og det har min psykolog allerede fanget.


Mindfullness er jo vanvittigt meget "oppe" i tiden. Men det virker faktisk. Jeg har lært at grounde mig selv, når situationerne opstår, de situationer som jeg helst skal kunne navigere uden om. Eller i hvertfald komme sikkert igennem.


Jeg har lært, at det er OK at læne mig tilbage engang imellem, mærke mine fødder mod jorden. Trække vejret et par gange.
Det er OK, at jeg ikke er den første der melder mig til alt.
Det er OK, at jeg vælger fra og siger nej tak.
Det er OK at sige "jeg har ikke lyst" eller "jeg HAR lyst".
Det er OK at vælge sig selv først engang imellem.


Og allervigtigst så har jeg opdaget og lært, at det er OK, at jeg kastede det skide håndklæde i ringen. Jeg er ikke svag af den grund. Jeg havde bare været stærk alt alt for længe.


Ingen er lavet af sten. Heller ikke jeg.


Nu begynder de nye tider for mig. Tiden hvor jeg vælger til eller fra, tiden hvor jeg mærker efter hvad jeg har LYST til.
Den begynder NU.


Og jeg tænker i mit stille sind....mon ikke der er mange kvinder, som har det på samme måde?? Jeg har allerede mødt flere, som begynder at græde, når jeg fortæller mig historie. Når jeg spørger hvorfor, svarer de stille "Jamen det er jo mig du taler om."


Hvorfor er vi så mange????????????