Fødselsberetning...

I dag er vores almidelige hverdag for alvor skudt i gang...farmand er tilbage på job, så nu er det op til lille Victor og mig at få tiden til at gå herhjemme indtil Oscar og papi kommer hjem om eftermiddagen! Men mon ik også vi klarer den...:-) I morgen skal vi allerede med i mødregruppe og det glæder jeg mig til, håber det er nogle søde piger!

Jeg har langt om længe fundet en ledig stund til at få nedfældet min fødselsberetning....så vis I kan tåle mosten så læs endelig med...ellers må I springe videre til næste blog:-)

Natten til fredag den 19 november vågnede jeg ved tre tiden om natten og skulle bare SÅ meget på toilettet...(jow jow, vi lægger beretningen hårdt ud med en omgang bummelum!!:-) Det gentog sig et par gange hvor jeg opdager at jeg har noget tegnblødning og tænker ved mig selv..."Så er det sku nok ved at være tid!!" Det var jo længe ventet og jeg var lettet, for hvis ikke jeg havde født inden mandag, skulle jeg ind og sættes i gang....

Nå men altså, jeg kravler i seng igen og kl. 3.30 begynder de første veer - til at starte med er jeg ik helt sikker på om det nu også er veer...man skal jo lige mærke og tænke efter hvordan det føltes sidst! Men jow jow, den er skam go nok...jeg vækker gemalen og lader ham vide at "det er i dag du bliver far igen". Han er noget søvnig i det og jeg tror ik helt han forstår hvad jeg siger...veerne fortsætter og jeg bliver noget knotten over mandens manglende deltagelse! Jeg vækker ham igen og siger vrissent at "nu går jeg altså ind i stuen!!!". Manden spørger forvirret hvorfor jeg vil det hvortil jeg svarer, at "det kan jeg jo lisså godt, når du slet ik er interesseret!!!" Her kommer guldkornet som min søde mand vil høre for resten af sine dage....den søvnige og kun halvvågne mand siger "Jamen Malene, selvfølgelig er jeg interesseret, men jeg er altså også træt!" Hihi, lige nu kan jeg sagtens grine af det, men jeg kan love jer for at han ik var særlig populær da han sagde det...men hva, han er undskyldt - han var jo knapt nok vågen:-)

Veerne fortsætter og vi begynder så småt at stå op og gøre os klar...jeg tager et bad og af en eller anden grund var det super vigtigt for mig at se ordentlig ud når jeg sku ind og føde, så jeg stod med hamrende hårde veer og lagde make-up mens jeg prustede og stønnede!!! Jeg make-uppen kommer på og vi får vækket Oscar og forklaret ham hvad der skal ske...jeg har det dårligt med at han ser mig have så hårde veer, så når der er pause bruger jeg alt krudtet på at forklare Oscar at mor har ondt i maven fordi det er i dag lillebror kommer ud og at det ikke er spor farligt, men at det går over igen! Oscar render rundt og råber "åååååååååhhhhhhh" og siger "såén siger mor" :-) Men han tager det i stiv arm, det bette menneske...gad vide hvad der er foregået i hans hovede den morgen.

Nå man alle mand har været i bad, der er fundet taske og lift og autostol og Oscars ting er fundet frem...dagplejen og bedsteforældrene er varskoet og så kører vi ellers afsted.

Veerne er voldsomme nu, jeg råber og tuder lidt....kan slet ik huske at de var så hårde ved Oscars fødsel! Det er hårdt og vi ramler lige ind i den værste morgentrafik...jeg skælder lidt ud og syns det er forfærdeligt! Kim gør hvad han kan for at få os frem til syghuset så hurtigt som muligt.

Vi kommer ind på fødegangen kl. ca. 8.00 efter at have afleveret Oscar i dagplejen....vi bliver henvist til venteværelset, hvor jeg hænger op af Kim og stønner og pruster for de veer er bare stygge nu! Heldigvis kan jordemødrene se at det ikke bare er "pjat veer" og jeg kommer ind med det samme. Bliver undersøgt og er 7 cm. åben - jeg er i panik!!! Shit mand, det er lig med aktiv fødsel, hvilket betyder INGEN smertelindring til mig...keine epidural!!!! FÅÅÅÅRK mand, jeg havde jo ellers bare den indstilling at jeg sku ha hvad jeg ku få...og nu fik jeg slet ik noget!

Det slår mig lidt ud at jeg ik kan få noget smertelindring....men vi kommer ind på selve fødestuen, hvor jeg har det bedst med at stå...jeg hænger faktisk ind over sengen og suger godt til i iltmasken! Kim står på den anden side, han hjælper og hepper så godt han kan og forsøger at opsnappe mine anvisninger med den skide iltmaske...så vil jeg ha den, så vil jeg ik, så vil jeg ha den, så vil jeg ik...stakkels mand, han gjorde hvad han ku:-)

Pludselig føler jeg at jeg skal på toilettet og jeg fik ingen lavement da jeg kom ind, så jeg frygter at jeg "skal"....ingenlunde, jeg er såmænd bare ved at føde!! Jeg kommer op på sengen og så bliver jeg ellers besat af en sindssyg fødsels djævel...jeg havde så ondt og min krop tog fuldstændg kontrollen fra mig! De der presse veer gik helt grassat og jeg pressede og pressede....selv når jeg ik måtte, men jeg kunne bare ik lade være! Det var så surrealistisk ikke at have kontrol med noget som helst, ik engang min vejtrækning kørte for mig... Og jeg råbte...som i RÅÅÅÅÅBTE!!!! Kim har fortalt mig bagefter at det var som at overvære en sekvens fra "excorcisten", så jeg må ha været rimelig uhyggelig, ha ha... Til sidst måtte jordemoderen råbe højt af mig for at få kontakt - "MALENE...Nu hører du efter, det er NU du skal gispe, GØR DET SÅ!" Og det gjorde jeg..

Gispe...presse...gispe...presse.....Og så var Victor kommet til verden! Kl. 9.12 - ca. 1 time efter ankomst til sygehuset! Han var sund og rask og STOR! Jeg har vist nævnt det før, men en ordentlig basse på 4800 gram og 56 cm. - så kan man altså snakke om at føde BABYER!!!!! Oscar vejede ku 3190 og var 52 cm. ved fødslen, så det er jo meget anderledes at få sådan en "3 måneders baby" ud - men han er sød og skøn og VORES!

Pga. Victors størrelse skulle vi være på barselsgangen...hans blodsukker var for lavt, både som følge af den hurtige fødsel, vægten og dét at han var født 11 dage senere end termin. Så han blev stukket mange mange gange de første døgn for at tjekke blodsukkeret var stabilt. Det blev det endelig og vi tog hjem lørdag aften kl. 23.00...ret sent, men jeg skulle bare hjem! Jeg savnede også Oscar noget så skrækkeligt...så hjem kom jeg til en indkørsel fuld af flag som min dejlige mand havde sat op - så strømmede tårerne jo! :-)

De første uger har været lidt hårde, ikke pga. Victor for han er super nem...spiser og sover for det meste! Men det har været en stor omvæltning for mig her anden gang at blive mor. Det har været en rutchetur af format og psyken har virkelig været sat på en test. Jeg har tudet og hylet, både i glæde og fordi jeg var ked af det...været plaget af dårlig samvittighed overfor Oscar, fyldt op at det store ansvar det er pludselig at være mor til 2, og så har det heller ikke hjulpet at en milliard hormoner har drønet rundt i min krop! Så det har været svært for mig, selvom jeg selvfølgelig er super glad for den lille basse....det er svært at beskrive, men jeg føler og tror på at det går den rigtige vej for mig - jeg er nu begyndt at nyde dagene og finde glæden igen, så det skal nok gå det hele.

Jeg har nemlig en skøn mand og 2 pragtfuldt unger og en familie og svigerfamilie som hjælper og støtter og bakker op alt hvad de kan...og det er bare guld værd!

Så nu kører vores hverdag og vi bruger tiden på at finde vores nye roller i vores lille familie...